Forside

Hent indkaldelse Indkaldelse til ordinær generalforsamling. DRIFTSINFO


Velkommen til Skamlebæk Vandværk som forsyner ca. 1350 forbrugere med drikkevand i området omkring Veddinge Bakker i Odsherred Kommune.

Planlægningen af Skamlebæk Vandværk startede med den stiftende generalforsamling, der blev afholdt i ”Karnappen” i København torsdag den 22. september 1960.

Kildevangsvej 10 blev købt den 5. november 1962, for den formidable sum af Kr. 2.762. Den ældste del af selve vandværksbygningen er fra 1964. Den seneste tilbygning blev bygget i 2010.

I de første par år var der mange diskussioner med megen planlægning. Der var også et par fejlboringer.

Den første effektive boring (Boring 2) startede i 1961, er stadig aktiv og kan give ca. 12 m³ pr. time. Herfra er det gået derudad.

I alt har Skamlebæk Vandværk haft 10 boringer. Nogle boringer har været åbne i kortere eller længere tid, i dag har Skamlebæk Vandværk 4 aktive boringer. De sidste 3 er fra årene 1980-82.

Betaling af vand har også ændret sig hen over tid. I 1968 betalte man Kr. 40 om året uanset hvor meget vand man brugte. Prisen var den samme uanset om der var sommerhus på grunden eller ej. Hvis man var fastboende i enfamiliehus kostede det Kr. 60 om året. Til gengæld kunne man få en bøde fra Kr. 10-50, hvis man med fortsæt eller grundet skødesløshed ikke lukkede for vandet. Man måtte heller ikke lade naboer eller uvedkommende hente vand ved sin pumpe.

I dag betaler man for den mængde vand man bruger (det vil sige alt det vand der løber gennem din måler) og kun det, uanset om naboen henter vand eller ej. Derfor anbefaler vi kraftigt at man holder øje med måleren, for at se om der er utætheder i systemet.

Vandværket styres i dag på et højteknologisk niveau, og værkets funktioner overvåges døgnet rundt. Vandværkets 4 aktive boringer ligger i et fordelagtigt geologisk område. Vandet der pumpes op, er meget gammelt. Det er vanskeligt at vurdere vands alder, men Skamlebæk Vandværk har fået foretaget en del analyser, der kan anskueliggøre hvornår vandet sidst har været i forbindelse med atmosfæren. Hvilket betyder at vandet fra de 4 boringer er fra 2000 til 4-5000 år gammelt. Det kan kaldes ”vikingevand”, vand fra længe før der var noget der hed PFAS og pesticider. Trods det foretager Skamlebæk Vandværk mange analyser af vandets kvalitet, også langt flere end lovgivningen kræver.

Vandværket indvinder vand fra 4 boringer. Den udpumpede mængde er ca. 60.000 m3 pr. år. Skamlebæk Vandværk er ringforbundet med 3 nabovandværker. Dette betyder at forbrugerne altid er sikret en optimal vandforsyning. Vores vand har en rigtig god smag, og har altid opfyldt alle tekniske krav for god drikkevandskvalitet.

Vandet har en hårdhedsgrad på ca. 22. (I Danmark varierer vands hårdhed fra 5 til 36.)

Bestyrelsen har besluttet ikke at arbejde for nedsættelse af hårdheden (blødgøringsanlæg), da dette normalt ændrer smagen (normalt ikke til det bedre) og bestyrelsen mener ikke vi skal gamble med den gode vandsmag.

Yderligere vil det give en prisforøgelse på 3-4 kr. pr. m3